Hverdagen

På Sønderlykken vægtes hverdagens rytme og faste gøremål meget højt og vi tror på, at det er med til at skabe en indre ro, sammenhæng og udvikling hos den enkelte unge.

Værelser skal ryddes op, tøj skal vaskes, mad skal tilberedes og fritidsinteresser skal passes. Alt sammen for at støtte op om det praktiske håndelag og forbedre evnen til at begå sig i samfundet generelt.

Vi arbejder med en forudsigelig hverdag, hvor vi forbereder den unge på hverdagens rytme og gøremål. Strukturen er let genkendelig og vi tilstræber i ord og handlinger at skabe en atmosfære, der fremmer det bedste i alle ansatte og beboere.

På Sønderlykken vægter vi måltiderne højt og vi tror på, at kosten spiller en vigtig rolle i forhold til trivsel og udvikling. Derfor bestræber vi os altid på at lave og spise lækre og nærende måltider.


Aktiviteter, skole og fritid

På Sønderlykken bruger vi naturen omkring os og tager på ture og udflugter hele året igennem.  

Om sommeren cykler vi måske til Langesø, tager på strandtur til Kerteminde eller sejler ud på Odense fjord og fanger en fisk. Det kan også være, at vi tager til Odense og spiser en is i en af byens parker eller går i biografen. Når det bliver koldt udenfor, har vi mulighed for at lave en masse aktiviteter indendørs i et af vores værksteder. Der er selvfølgelig også altid plads til afslapning og hjemlig hygge med hjemmebagte boller eller noget lignende.

Et aktivt fritidsliv og deltagelse i lokalmiljøet er en vigtig del af livet på Sønderlykken og vi er så heldige at have en masse gode faciliteter og tilbud lige ude for døren. Der er desuden folkeskole, FGU og gymnasium i gåafstand fra huset.


Ferier

Foruden udflugter og diverse ture ud af huset, ser vi det også som en vigtig del af fællesskabet og styrkelse heraf, at vi tager på ferier her i Danmark eller i udlandet. At besøge andre kulturer og lære hvordan livet leves i andre lande, ser vi som en vigtig del af den unges generelle udvikling og sociale forståelse og læring.

Værelserne

Opholdsstedet Sønderlykken bor i den gamle skole i Søndersø, og mange af de gamle detaljer i huset, har vi beholdt.
Foruden stuer, køkken og aktivitetsrum har vi også i alt 9 nyrenoverede værelser. Værelserne er typisk mellem 10 og 15 m2 store og fordelt på to etager.